Hvad er biomasse og hvordan kan du bruge det?
Biomasse er en fælles betegnelse for al det organiske stof, der dannes ved planternes fotosyntese med solen.
Biomasse i form at træ var menneskets oprindelige og første kilde til lys, varme og madlavning, og biomasse er stadig den vigtigste form for vedvarende energi.
Mængden af biomasse, der anvendes globalt, udgør ca. 12 % af det samlede energiforbrug og udgør samtidig 80 % af den samlede vedvarende energi.
I Danmark udgør biomasse ca. 70 % af forbruget af vedvarende energi, og biomassen tager form af fx halm, træ og nedbrydeligt affald, mens biogas bidrager lidt mindre.
Forbruget af biomasse til energiproduktion er firedoblet i perioden fra 1980 til 2005, og import af udenlandsk træ bliver mere og mere udbredt i den danske energiproduktion.
I de sidste 25 år har tendensen været, at forbruget af biomasse overvejende er sket med brug af fast biobrændsel som træ, halm og affald, og biomassen anvendes i større og større anlæg pga. tekniske og økonomiske fordele.
I stigende grad anvendes biomassen også til kraftvarmeproduktion i stedet for ren varmeproduktion.
Biomasse er en vedvarende energitype med stort potentiale
Biomasse er en vigtig vedvarende energikilde i den europæiske blanding af vedvarende energi, der også tæller vind- og vandenergi.
Sammen med vindkraften er det den hurtigst voksende form for vedvarende energi.
Forskellen på afbrænding af biomasse og fossile brændstoffer er, at afbrænding af biomasse ikke bidrager til drivhuseffekten på lang sigt.
Når biomasse afbrændes, er den mængde af CO2, der udledes, lig med den mængde CO2, planterne har forbrugt i sin levetid.
En undtagelse er dog tørv, der ved afbrænding anses for at bidrage til CO2-niveauet i atmosfæren, men tørvs klimapåvirkning er dog stadig mildere end de fossile brændstoffers.
Da biomasse kan afbrændes sammen med kul i kraftværker, er det en effektiv måde til hurtig reduktion af CO2-udledning, og det kan gøre gavn i lande, hvor en stor del af elektriciteten kommer fra kul. Dette kan være med til at opnå de klimamål, der er vedtaget nationalt.
Hvis andelen af biomasse i ”energimixet” (biomasse, vand- og vindenergi) skal øges, kræver det, at vi øger produktionen af energiafgrøder og energiskove, og samtidig øger handlen med biomasse internationalt.